søndag den 18. december 2011

Frankofil - filmtip

Apropos mit indlæg om franske Anna Gavalda i går, så kan jeg lige dele et par film mere.
Da jeg for nogle år siden var på udveksling i Frankrig, var jeg ofte i biffen med en forening for udvekslingsstuderende - særligt to film gjorde indtryk på mig.

Den første er LOL (laughing out loud).


Den anden er Welcome


Jeg er desværre ikke nogen anmelder, og jeg er elendig til at gengive handlinger uden enten at fortælle for meget eller for lidt. Så jeg vil nøjes med at sige, at de er fantastiske. 

lørdag den 17. december 2011

Frankofil

Som selverklæret frankofil er det vist ved at være på tide, at jeg deler noget fransk med jer... 
Min franske yndlingsforfatter er Anna Gavalda, som skriver de fineste bøger - hun er forfatteren af den første hele roman, jeg nogen sinde læste på fransk, nemlig Bare Sammen, som er en fantastisk lille historie om mennesker, der finder sammen trods forskelle. Bogen er i øvrigt også filmatiseret...   

Elsker både bog og film!


fredag den 16. december 2011

JorgObé

Bestilte indholdet af denne pakke i onsdags, som allerede lå i postkassen i går.



Pakken indholdt disse tre breve med  JorgObé's Peel off Mask

I dag fik jeg afleveret min eksamensopgave i Fransk, PR. 
Efter et par intensive uger med næsen dybt begravet i to eksamensopgaver, kan jeg nu langt om længe holde en velfortjent juleferie (bortset fra et par dages arbejde i næste uge). SÅ DEJLIGT!

Anyways, for at vende tilbage til billederne oven over... Tidspunktet for at ankomsten af disse breve kunne ikke være bedre - de sidste uger har været ret stressende, hvilket også kan ses på min hud. Så da jeg kom hjem i dag, skulle masken selvfølgelig afprøves. 
Jeg har forskellige steder set ret positive anbefalinger af masken (bla. på Mind the Beauty), så på trods af at det er jul, og man ikke svømmer i penge, så skulle det altså være - den skulle afprøves! 

Lidt om masken:
JorgObé er en unik ansigtsmaske specielt fremstillet til at minimere og forebygge hudorme og urenheder. Masken renser effektivt i dybden, fjerner døde hudceller og reducerer hudens overskydende fedtproduktion. Efterlader huden ren og blød.
Anvendelse: Påfør et jævnt lag på urene områder i t-zonen (næsen, panden, og hagen) - undgå øjenpartiet. Lad masken virke i 25-30 minutter til den er tør, træk herefter masken af. Skyl eventuelle rester af med lunkent vand. Anvendes 1-2 gange om ugen for bedste resultat.

For det første renser masken virkelig effektivt - min hud er selvfølgelig ikke blevet perfekt, men det føles som om den har gjort en forskel på mine store porer. Min hud føles også blød. Dog er masken lidt krads i det - det svier en smule, når den skal trækkes af, og så oplever jeg lige nu lidt rødme, der hvor masken har siddet (på trods af at jeg efterfølgende har smurt både serum og creme i ansigtet). Derfor tror jeg, at jeg næste gang vil give huden et fugt-boost med min Drink Up 10 Minute Mask fra Origins, som kan købes lige her (en fugtmaske, som i øvrigt er en rigtig god fugtmaske til kombineret hud her om vinteren).
Jeg påførte masken på t-zonen, men gav den også lidt på kinderne, da det er der, jeg særligt døjer med urenheder for tiden, hvilket virkede ganske godt. 
Mht. tiden så skal den jo sidde ret længe (25-30 min.) - så det er ikke lige frem en maske, man bruger om morgenen, når man som regel skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. Men til gengæld er den perfekt til selvforkælelse! Jeg valgte simpelt hen at ligge mig på sofaen med agurkeskiver på øjnene, under et tæppe, mens den virkede. Og det var lige hvad jeg trængte til :-)

I øvrigt er der til mere end én gang i sådan et brev, så jeg har sat en klemme på og har lagt det i en plastikpose, så masken kan holde sig. 

Umiddelbart er jeg ganske imponeret over denne maske - selv om jeg kun har prøvet den denne ene gang, så virker den umiddelbart bedre end mange andre masker, jeg har prøvet. Men den skal nok lige prøves nogle gange mere, før jeg kan fælde en endelig dom. 

Skulle du få lyst til selv at prøve masken, kan den købes lige her
Selv valgte jeg at købe tre breve til 99 kr, da jeg synes, at det var den mest overskuelige mængde, når jeg aldrig havde prøvet den før. Men hvis jeg går hen og bliver glad for den, vil jeg helt sikkert købe tuben næste gang. 

Rigtig god weekend til alle! 
Jeg vil nu se om jeg ikke kunne tage mig sammen til at rydde op og pynte lidt mere op til jul - har forsømt det lidt den sidste tid pga. eksamensopgaverne. Men nu vil jeg gerne have det gjort, så jeg kan komme lidt mere i julehumør. Vejret hjælper det jo ikke i den rigtige retning, og det nytter vist desværre ikke at håbe på hvid jul i år. 


tirsdag den 13. december 2011

Tip

Bogpriser.dk er en side, hvor man kan finde bogtitler og sammenligne priser fra forskellige forhandlere.
Personligt synes jeg, at konceptet er ret smart, for engang imellem er der en del at spare.