Viser opslag med etiketten overspringshandling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten overspringshandling. Vis alle opslag

lørdag den 19. november 2011

I love books!

Boguniverset linker til denne side i sit seneste indlæg - fantastisk side med lækre billeder af fine bøger og bogreoler.
Selvom jeg egentlig burde lave lektier lige nu, så tillader jeg mig alligevel at overspringshandle og nyder at kigge på alle disse fine billeder. 

Min største indretningsdrøm (som jeg har haft i årevis) er at få lov til at indrette et rum kun med bøger. Forhåbentlig bliver det rent pladsmæssigt muligt en dag, men der er ingen tvivl om, at det vil blive nødvendigt - min bogsamling vokser og vokser, og der er snart ikke nok plads i mine to Billy Reoler fra IKEA.


Jeg drømmer om en rigtig bogreol, men de kan godt være lidt dyre, så når pladsmanglen bliver virkelig akut, bliver løsningen højst sandsynligt endnu en Billy Reol, som kan købes lige her
Men man kan jo godt drømme og lade sig inspirere...

Dette minder lidt om den britisk-inspirerede biblioteks-/kontor/studyroom-stil, som jeg i mange år har drømt om.

Er ikke så vild med disse reoler, men er vild med placeringen.
Masser af plads til bøger !


Dette er vist min favorit - er vild med lyset og den lille læsekrog ved vinduet!

Gulv-til-loft-reoler er lige hvad jeg drømmer om!


Billeder fra http://bookshelfporn.com/ (på trods af det noget kinky navn er der altså intet kinky over siden).

lørdag den 5. november 2011

Gode blogs

Som i rigtig gode blogs!

For nogle måneder siden blev jeg bidt af en gal blogger. Jeg har ellers aldrig rigtig læst blogs (udover venners og bekendtes rejseblogs), ligesom jeg heller ikke rigtig har haft min egen blog før nu (udover rejseblogs).
Interessen dukkede op i sommers, og nu kan jeg slet ikke få nok af blogs - de er with out a doubt min overspringshandling nr. 1!
I starten havde jeg lidt svært ved at finde blogs, som kunne fastholde min interesse, men der er nogle stykker, som jeg nu følger trofast.

  • Blog-land.dk er en blog, som giver et overblik over nogle af de mange danske blogs, og samler dem efter kategori - genialt hvis du leder efter inspiration og søger nye blogs. Blog-land fik for nyligt en søster-blog, Blog-land.com, som samler engelske blogs.
  • Emily Salomon beskriver sig selv som: "26-årig skojunkie, filmelsker og madøre, der læser moderne kultur og kulturformidling. Holder af broccoli, peanutbutter, København, løbeture og sure drinks med gin. Hunde, shopping og film fra Hollywoods guldalder er også blandt favoritterne. Og bøger og blomster." Bloggen handler om mode, mad, skønhed og alt muligt andet - en rigtig fin og meget populær blog, som jeg elsker at læse.
  • Jegerjoligeher er en blog om at flytte til udlandet. Den handler om Pernilles hverdag i New York, hvortil hun og kæresten er flyttet til for at blive. Hun skriver selv, at bloggen egentlig er tiltænkt deres venner og familie, men det gør den ikke mindre interessant at læse.
  • Mind the Beauty er som navnet indikerer en blog om skønhed, der er blevet mit personlige skønhedsfix. Ida giver både tips og ticks om alt inden for skønhedsverdenen. Derudover er Mind the Beauty også en skønhedsportal, hvor brugere kan deltage i konkurrencer samt finde eller selv skrive anbefalinger af deres yndlings- eller hade-skønhedsprodukter - virkelig smart, når man overvejer at afprøve et nyt produkt. 
  • Ikke et ord om baby skrives af en journalist, og handler mest af alt om livet som mor og hverdagen helt generelt. Jeg er fan, fordi den er så utrolig velskrevet!
  • Marias Maskinrum minder lidt om Ikke et ord om baby, fordi temaerne er lidt ens. Jeg er fan, fordi det er sådan en morsom blog uden hæmninger. 
Jeg læser en del flere blogs (se til venstre for teksten), men dette uddrag er dem, jeg synes bedst om - dem hvor jeg venter med længsel på, at der kommer nye indlæg. 

torsdag den 29. september 2011

Semesterstart og tidsstyring

Kender du det der med, at man starter på et nyt semester, og alle ambitionerne er skruet helt op?
Man vil nå det hele, al læsningen og alle afleveringerne, og samtidig skal man passe privaten, arbejdet og alt det andet. Men efter noget tid ændrer det sig - man taber pusten, luften går af ballonen... Og man indser endnu engang, at man engang i mellem må prioritere. For nogle drejer det sig om dage eller uger, og for andre om måneder. Men det er næsten sikkert, at man når dertil. For mig drejede det sig om ca. 2 uger, og så kunne jeg ikke følge med mere. Lysten er der ellers! Men der er bare ikke nok timer i døgnet eller nok dage i ugen, så stressen og det manglende overskud og overblik presser sig på...

Derfor havde jeg den anden dag meldt mig til et foredrag ved Hanne Boutrup, arrangeret af LAK, som netop handlede om at få styr på tiden.

De rigtige værktøjer og vaner
Ifølge Hanne Boutrup handler tidsstyring i bund og grund om at have de rigtige værktøjer og vaner. For det at man ikke når alting, mens andre har styr på tingene og er overskudsagtige ,skyldes jo ikke, at man har færre timer til rådighed end dem.

Så hvis man vil have styr på sin tid, skal man først og fremmest være bevidst om sine vaner og have viden om dem, men man skal også have evnen til at ændre vanerne, og vigtigst af alt skal man ville ændre sine vaner.
Det er også vigtigt at være proaktiv frem for reaktiv, for det nytter simpelt hen ikke noget, at man reagerer på alle de inputs man får i løbet af en dag. Gør man det, bliver man konstant forstyrret og får ikke ordnet de ting, man egentlig havde planlagt. Derfor skal man huske, at man har "frihed til at vælge" - hvis du vælger noget til eller fra, vil det alt andet lige have en konsekvens.

Overspringshandlinger
Et af vores store problemer i dagligdagen er overspringshandlinger, og jeg må indrømme, at jeg blev noget glad, da hun fortalte, at ca. 90% af danskerne overspringshandler -så er jeg jo ikke alene. Grunden til, at vi overspringshandler, er ganske simpel... fordi vi kan og har muligheden for det, og fordi overspringshandlinger umiddelbart ikke har nogle konsekvenser (er du en af de 90%?).

Gode værktøjer
Udover en masse facts, der gav bedre forståelse af tidsstyring, fik vi også flere gode værktøjer - blandt andet til hvordan man kan opdele sine opgaver i tidshorisonter, og dermed prioritere dem. Men det bedste værktøj var, at man højst bør læse 20-30 min. ad gangen - mennesket kan nemlig ikke koncentrere sig rigtigt i længere tid. Så Hanne Boutrups råd var, at man hvert 20. minut skal holde en kort pause (til at hente kaffe, et stykke frugt, toiletbesøg eller lignende, men ikke gå i gang med længerevarende aktiviteter!).  Ved at skære læsningen op i kortere intervaller skulle det blive nemmere at komme igennem læsningen, og forhåbentlig kan mængden af overspringshandlinger minimeres.  For at det virker, er det dog vigtigt, at ens basale behov er opfyldt - uden mæthed, en god nats søvn osv. fungerer det ikke.
Derudover rådede hun os også til at skrive alle hjernens pop-ups ned, inden man går i gang med at læse. Meningen med dette er at tømme hovedet for unødvendige ting, så de ikke fylder. Ja, du kender det jo sikkert selv - du er i gang med læsningen til næste dag, og selv om du kæmper for at koncentrere dig, så bliver du ved med at tænke på ting, du skal huske. Ifølge Hanne Boutrup skal man bare skrive alt ned, uanset hvor ligegyldigt det er - det handler nemlig bare om at tømme hovedet.
Sidst men ikke mindst skal man også aktivere nysgerrigheden, når man læser. Er nysgerrigheden til stede, bliver det lidt sjovere at læse. Så tænk ting som: "Gad hvad hvad teksten handler om?", "Gad vide hvor hurtigt jeg kan læse den næste side?", "Gad vide hvad der sker på næste side?"

Spis frøen
Et andet af Hannes råd var, at man bare skal få tingene gjort, selvom man ikke har lyst. Det bliver jo ikke sjovere af, at man udsætter det til sidste øjeblik.  

Konklusion 
Foredraget var virkelig spændende - ikke mindst fordi Hanne Boutrup er virkelig interessant at høre på, og fordi hun kan sit kram. Og hendes værktøjer var værd at gå hjem og afprøve - i hvert fald er mit mål at bruge dem til at få lidt mere styr over hverdagen.
Og jeg kan kun anbefale, at du griber chancen, hvis du nogensinde får mulighed for at deltage i et af hendes foredrag!

21 dage...
Når man går ind i en fase, hvor man ønsker at ændre sine vaner, skal man lige huske på, at det tager mindst 21 dage for hjernen at vende sig til en ny vane! Vi ses på den anden side...

mandag den 22. august 2011

I just wondered...

Sidder her foran computeren og knokler med en opgave som... well, let's face it... jeg skulle være gået i gang med for lææænge siden. 
Imens sidder M i sofaen og spiller Gran Turismo på PS3 - kan ikke rigtig lade være med at spekulere over hvorfor musikken i sådan nogle spil skal være så f'****** DÅRLIG! (Overspringshandling? Ja, jeg ved det godt...)
Musikken er den samme igen og igen, den kører nærmest i ring, og så den motorlyd om og om igen - det er lige til at blive gal i bolden over. Men måske er det netop derfor - altså pga. de lyde - at jeg bliver så træt af, når han spiller flere timer i streg.