Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Århus. Vis alle opslag

søndag den 19. februar 2012

Lucky, lucky winner

For noget tid siden var jeg så heldig at vinde en MAC-applikation på Mind the Beauty. Og i slutningen af januar indløste præmien i MACs stand i Magasin i Århus ;-)
Jeg har aldrig prøvet MAC's produkter, ligesom jeg heller aldrig har fået lagt makeup af andre end mig selv - altså var det lidt af en oplevelse.

Eftersom jeg har en kæreste, er jeg faldet lidt af på den de senere år og har ikke gjort det store ud af min makeup, og har på ingen måde fornyet mig. Så tips og tricks var ganske velkomne.
Den søde makeupartist gjorde virkelig et godt arbejde - aldrig har jeg kigget mig i et spejl og tænkt "GUD! Kan jeg virkelig se sådan ud...". Og så trak hun mig ud på dybt vand og introducerede mig for produkter, farver og teknikker, som jeg aldrig har hørt om - loved it! Mange af hendes tips (som var rettet specifikt mod mit ansigt) er nu en del af min daglige makeup-rutine. Derudover var hun god til at fokusere på de gode ting, som f.eks. ved at fortælle mig, at jeg har flotte høje kindben, og store øjne - jeg var ikke rigtig klar over nogle af delene, og hvem vil ikke have sådanne dejlige komplimenter.

Inden havde jeg hørt en masse positive ting om MAC, men af en eller anden grund havde jeg altså aldrig prøvet produkterne. Men ingen tvivl om, at MAC nu har fået en ny fan. 
Jeg er især solgt pga. deres foundation. Med min kombinerede hud har netop foundation været en ting, som jeg altid har haft store problemer med - enten er de for fedtede, for tunge, de er tilstoppende, eller smelter. Men den foundation, som jeg fik med mig hjem, har været fantastisk! Den får ikke min hud til at fedte, den tilstopper ikke og giver ikke flere urenheder, jeg føler ikke, jeg har maske på, når jeg bruger den, og den holder hele dagen. Det betyder, at jeg ikke bare må nøjes med at bruge foundation engang i mellem, men at jeg kan bruge den dagligt. 

Ingen tvivl om at denne konsultation var tiltrængt! Efter fire år med fast kæreste var jeg nok gået hen og blevet lidt doven i forhold til min makeup, og det er mange år siden, at jeg har fornyet mine makeup-vaner. Men denne konsultation trak mig lidt ud af min dvale, og jeg har igen fået lyst til at lege med min makeup.
Udover tips til hvordan jeg kan lægge min makeup, fik jeg også tips til farver - så fedt! 
Jeg ved ikke om det bare er mig, men nogle gange er det lidt svært at finde rundt i junglen af farver. Jeg shopper ofte alene eller med kæresten, så ofte er det kun ekspedienten som giver råd og vejledning, og denne fokuserer nogle gange mere på salg end på mine behov. Så jeg er gået hen og blevet lidt farve-forskrækket, og er blevet i tvivl om hvilke farver, der rent faktisk klæder mig og har bare holdt mig til forskellige brune nuancer. Mit største ønske lige nu er derfor en blommefarvet øjenskygge samt en koralrød læbestift.

Dette er en tegning af den makeup, jeg fik lagt. Nedenunder er alle de produkter, der blev brugt forskellige steder, skrevet op, så jeg nemt kan finde produkterne igen.
Resultatet, som jeg selv synes blev rigtig fint.
Mig med rigtig fin makeup
De tre produkter, som var en del af præmien, og som nu pryder min badeværelseshylde - forhåbentlig kommer der flere hen ad vejen.

Denne MAC-applikation (som det vist nok hedder) kan helt sikkert anbefales, men hvis jeg ikke tager fejl, er det ret dyrt. Personligt havde jeg nok ikke fået denne oplevelse, hvis jeg skulle betale selv, så jeg er virkelig glad for, at jeg vandt konkurrencen!

P.S. Der har været lidt stille på bloggen den sidste uge, fordi manden har haft ferie (hvilket jo skulle nydes) og så er det nye semester lige startet. Jeg har godt nok kun ét fag, men samtidig er jeg midt i specialeopstarten, så der er nok at se til. Jeg kæmper altid for at genfinde hverdagen og rutinerne ved semesterstart - forhåbentlig tager det ikke så lang tid efter så mange års træning. Men heldigvis er dette sidste gang ;-)

mandag den 30. januar 2012

Venter på bestilling

Jeg skrev jo om Tisane Læbebalsam i sidste uge, og brokkede mig lidt over, at der ikke var nogle forhandlere i Århus, og at det var for dyrt at købe over nettet. Men da jeg var et smut inde i byen i torsdags fandt jeg løsningen - Tisane Læbebalsamen kan nemlig bestilles hjem via Sundhedskost (YAY!). Så nu venter jeg bare på opringning om, at den er klar til afhentning.
Det kostede i øvrigt ikke noget at få den bestilt hjem, og den forventes at komme i morgen, så det kan faktisk godt svare sig frem for onlineshopping. 
Glæder mig i øvrigt til at teste den, så håber godt nok den kommer i morgen!

Billede lånt her
Det var i øvrigt mit første besøg i butikken. Jeg kører ellers tit forbi med bussen, og har ofte haft lyst til at kigge ind. Jeg forstår simpelt hen ikke, at jeg ikke har gjort det noget før. Jeg skal hilse at sige, at den er et besøg værd! Butikken er hyggelig, produkterne skønne og betjeningen rigtig god! 

fredag den 25. november 2011

Palmøs ophørsudsalg

Hvis du bor i Århus, ved du nok, at Palmø lukker ned, sælger sine butikker og i øjeblikket holder ophørsudsalg - måske er du endda gået forbi den tætpakkede butik på Banegårdspladsen.
Jeg havde hverken set eller hørt nyheden, før jeg gik forbi butikken sidste fredag og måtte undre mig over, at den var så fyldt (så overfyldt at kunderne nærmest ikke kunne komme ind af døren!!). Og så så jeg skiltene - ophørsudsalg, 40 %!
Onsdag da jeg havde tidligt fri fra skole, vovede jeg mig forbi for at kigge - mine ferskvandsperleøreringe er gået i stykker, så jeg var på jagt efter et nyt par. Jeg var lidt nervøs for en eventuel menneskemængde (er virkelig ikke god til mange tilbudsivrige mennesker på én gang!) men heldigvis var det ikke så slemt, for i butikken har man simpelt hen valgt at indføre nummersystem - så har folk jo ikke andet valg end at være tålmodige og opføre sig civiliseret.
Jagten var i øvrigt mere end vellykket, for jeg kom hjem med hele tre par ørestikker til ikke meget mere end 200 kr! 

Fra højre mod venstre: Sort blank onyx, Mat blodsten, Ferskvandsperle

Det er helt sikkert også værd tage et kig på deres guldsmykker og andre dyre ting - 40 % rabat er jo spotpriser, hvis man har pengene. 

Selvom det er fedt med smykker til små priser, så synes jeg også, det er lidt trist. Palmø har ligget på Banegårdspladsen så længe jeg kan huske, og længe før det. Som jeg hørte en ældre dame sige til en af ekspedienterne: "Jeg er nu ked af, at I lukker. Jeg har nemlig handlet her i maaange år." Min har familie og jeg har også tit handlet der eller i nogle af de andre Palmø-butikker, men det er jo så slut fra d. 10. december...