fredag den 23. december 2011

Julens Traditioner

Ja, så blev det endelig Lille Juleaftensdag, hvilket jeg synes skal fejres med et lille indlæg om julens traditioner. For vi kender det jo alle sammen - traditioner som man vokser op med, og som man helst ikke vil undvære.
For mit vedkommende er der rigtig mange traditioner, som hører december til, og uden dem bliver det ikke rigtig jul. Og især de senere år hvor travlhed med eksamener på studiet har truet julen, er disse traditioner blevet særligt vigtige for mig. 
1. weekend i advent mødes hele familien hos min mormor for at lave kalenderlys og adventskranse, for ikke at forglemme at spise æbleskiver, pebernødder, klejner.
Der skal selvfølgelig også pyntes op til jul, og min julepyntssamling er ved at være ganske betragtelig. Min familie laver nemlig selv julepynt, så jeg har samlet i mange år. 
Køb af min mors julegave, som min søster og jeg er fælles om, er også ret vigtig for mig. Med mand, barn og endnu et barn på vej i starten af de nye år har min søster nok at se til, og det er sjældent, at jeg har hende på to mands hånd (noget jeg til tider savner rigtig meget!) men så er netop indkøb af gaver en god mulighed for bare at være os to. I år har jeg været travlt optaget af eksamensopgaver indtil for 1 uge siden, så vi har været lidt sent ude, og først i onsdag blev min mors gave købt. Min søster er højgravid, så det blev ikke til den store udflugt, men vi havde alligevel en rigtig hyggelig dag. 
Til december hører sig også julekalendere (i TV forstås, selvom jeg heller ikke er blevet for gammel til chokoladejulekalendere) og selvom man nok er voksen og alt det der, så bliver barnet i min mave hvert år tiltrukket af årets julekalendere. Dog skal det helst være genudsendelser, som vækker nostalgikeren i mig, så DRs genudsendelse af Nissebanden på Grønland har været et fornøjeligt gensyn. Det er sjældent, at jeg ser de nye julekalendere, men i år har TV2s Ludvig og Julemanden alligevel fanget min interesse. Jeg synes ikke, at den er særlig julet, men historien er god. A propos genudsendelser, så har jeg en bøn til både DR1 og TV2: Genudsend venligst Jul på Slottet og Familien Andersens Julehemmelighed!!
I selve juledagene har min familie også en del traditioner. Juleaften starter altid med, at vi tænder lys på min Fars grav. Vi spiser altid and, aldrig flæskesteg, vi får risalamande til dessert, og hvis min onkel får mandlen, spiser han den altid uden at fortælle, at han har fået den. Vi danser altid om juletræet, synger og slutter af med Nu er det jul igen, mens vi løber rundt. Bagefter bliver gaverne delt ud og pakket ud, hvorefter vi får kaffe og julekager -og godter. Selvom vi har været sammen juleaften, ses vi også til julefrokost 2. juledag, hvor vi hygger og spiser en masse lækker hjemmelavet julemad (min familie kommer fra landet, så alt fra leverpostej til sylte er hjemmelavet). 

Jeg elsker julen og alt, hvad der hører med, og jeg elsker den mest af alt, fordi jeg tilbringer den med min familie. 

Årets nyerhvervelse - hvert år jeg får næsten altid én ny ting, og i år blev det altså denne, som er lidt anderledes. 

Disse julebamser hører til min barndom - har haft dem så længe jeg husker.


Julemand med plads til pebernødder eller andre julekager i maven.
Jeg tror, at dette nissepar er mine første nisser nogensinde - i hvert fald har jeg haft dem, så længe jeg husker.





Jeg vil slutte af med at ønske alle derude en rigtig glædelig jul! Må I få netop den jul, I ønsker jer! Jeg vil vende tilbage til dagens pligter, som er rengøring, tøjvask, gaveindpakning osv. Det er ikke så spændende, men det er jo med at få det af vejen, så det ikke forstyrrer de næste dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar