93 år

Den anden dag fejrede vi min mormors 93 års fødselsdag - hele den pukkelryggede var der, og hjalp med til at skabe en rigtig hyggelig familiedag.
I mange år har vi sagt det - at denne fødselsdag nok vil blive den sidste. Og alligevel når vi at opleve en mere, for min gamle mormor klør på, og lever i bedste velgående (næsten da i hvert fald).

Alderen må jo tages i betragtning, men de sidste år har været lidt af en prøvelse for hende. Først fik hun konstateret brystkræft, som hun har valgt ikke at modtage behandling for. Kort tid efter faldt hun og slog bækkenet ret slemt, siden har hun mere eller mindre siddet fast i sin kørestol. Tiden derefter var lidt hård, og tingene så lidt sorte ud. Men det blev til en fødselsdag mere, en jul mere, og endnu en. 

Min mormor har altid været en stor del af mit liv, og hun har altid været mormor med stort M.
Hun er den person, som:

• lærte mig at bage.
• forsøgte at lære mig at både at strikke og hækle (at det ikke lykkedes hende var min skyld og ikke hendes - tålmodigheden var ikke til det).
• stod op og plukkede jordbær hver morgen, så der var jordbær med mælk til morgenmad, når jeg var på sommerferie hos hende.
• læste højt for mig.
• som lærte mig at spille 500.
• som strikker sokker og hækler lune tæpper og grydelapper i lange baner - hendes børn og børnebørn skulle jo nødig mangle noget. 

Men min mormor er også den person, som altid har åbnet sit hjem for alle, som havde brug for det. I gamle dage kom og gik landsbyens børn ud og ind ad hendes dør, som det passede dem (disse børn er nu blevet voksne, men mange af dem besøger hende stadig). En af landsbyens enkemænd spiste middag hos hende og min morfar hver aften, efter hans kone døde. De som var fattigere fik mad. Var der nogen, som havde brug for hjælp, havde hun altid lidt at give af.
Selvom min mormor ikke selv mener, at det er noget særligt, så er der ingen tvivl om, at hun har haft et begivenhedsrigt liv.
2. verdenskrig og bomberne, der faldt over Århus. Børn der kom til skade og var alvorligt syge. En mand der døde alt for tidligt. Gårdbrande, brystkræft, børnebørn, oldebørn, dødsfald og nu brystkræft igen. Begivenheder har der været nok af.

Nu er håbet bare, at hun lever længe nok til at møde hendes fjerde oldebarn - min kommende nevø eller niece. Men der er længe til endnu, så det må tiden vise...