Efter 3 ½ uge uden Stella havde vi opgivet håbet og regnede ikke med at se vores lille skat igen. Vi spekulerede uafbrudt i hvad der kunne være sket hende og forsøgte at skubbe alle bange anelser til side, men med tiden indså vi, at situationen ikke så særlig lys ud.
Men pludselig en aften ringede mobilen - en kvinde fra området mente at have set Stella. Vi aftalte at mødes, men jeg var ikke særlig optimistisk - hvorfor skulle hun pludselig dukke op efter så lang tid, når nu vi havde forsøgt så ihærdigt indtil da... Men sørme om det ikke var Stella ;-)
 | ||
| Det er så dejligt at være hjemme i trygge arme igen! |
Den lille stakkel havde tydeligvis været lukket inde det meste eller al den tid, hun havde været væk :-( Hun var forsulten, havde tabt sig en del og var lidt små-skræmt. Men så snart hun hørte min stemme var der ingen tvivl om hvor hun hørte til, eller at hun var glad for at se mig.
De første dage klistrede hun op ad os, og der var ingen tvivl om, at hun han skulle finde sig selv igen, men nu et par uger senere har hun taget på igen og har det rigtig godt - forhåbentlig er hun lige så glad som sine lykkelige ejere :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar