Fra A- til B-menneske og fra perfektionist til rodehoved

Da jeg var lille, var jeg et af de der trælse børn, som ALDRIG sov længe om morgenen. 

Jeg vågnede med solen, og kunne ikke sove længere (du kan nok forestille dig, at det blev lidt tidligt om sommeren). Og når jeg vågnede, så skulle min mor også op, for jeg kunne altså ikke være oppe alene - mente jeg åbenbart. 

Min stakkels mor kæmpede en kamp for at få mig til at sove længere - overtalelse, hygge i sengen, alt hvad hun kunne komme på, men lige lidt hjalp det. "Mor, hvornår skal vi op? Mor, skal vi ikke snart op? Nu er det lyst, Mor, nu kan vi godt stå op!" Ord, som jeg ikke selv husker, men som jeg er blevet fortalt, at jeg sagde tit og ofte. Jeg var et A-menneske med virkelig stort A - jeg stod tidligt op og gik tidligt i seng, og det kunne ikke rigtig laves om. 

Da jeg blev teenager, blev det godt nok lidt bedre, og jeg lærte så småt at sove længe, men jeg havde stadig ikke nogen problemer med at stå op om morgenen. 

I dag har jeg i hvert fald lært at sove længe - faktisk er jeg blevet så god til det, at det er blevet mega svært at stå op om morgenen.

Som barn var jeg også træls, fordi jeg var ret perfektionistisk.

Jeg havde en mani med, at alting skulle stå på sin rette plads, og hvis nogen flyttede på noget, kunne jeg se det, og så blev der ballade. Særligt min søster har været mål for min vrede over, at noget var blevet flyttet, for det var gerne hende, særligt, når hun snakkede i telefon (telefonen på 1.salen stod på mit værelse, fordi det var der telefonstikket var) og sad og pillede ved tingene, rykkede dem et par millimeter - ikke andet. Men det var nok til at bringe mig i ubalance og fuldstændig miste hovedet.

Når jeg kigger rundt i mit hjem i dag, så er der ikke mange spor af denne perfektionistiske pige, for ærligt talt... Vores hjem ligner et bombet lokum... Okay, det er måske så meget sagt, men rodet, det er der i hvert fald!

Men det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg var ligeglad,  for det er jeg overhovedet ikke - det gibber stadig i mig. Jeg får bare ikke taget mig sammen til at gøre noget ved det - ikke så tit i hvert fald, og når jeg gør, så roder det alligevel igen to minutter efter jeg har ryddet op.

Hvornår det skete, eller hvad der gik galt, ved jeg ikke... Men det er egentlig sjovt som man forandrer sig - især når man forandrer sig til sin direkte modsætning.